Hjem

Brikkerne på borgerrejsen kan ligge langt tættere

I tæt samspil med Beskæftigelsesforvaltningen i Aarhus har Pluss udviklet et spilbaseret koncept til kortlægning af borgerens rejse gennem et beskæftigelsesforløb.  Med brug af en spilleplade og brikker visualiserer jobcenter-medarbejdere det komplicerede procesforløb på borgerrejsen fra første jobcenterkontakt over evt. lægebehandling, virksomhedspraktik, mentorer mv. på borgerens vej til  job. Gennem spillet identificerer medarbejderne sammen potentialer til at reducere sagsbehandlingstiden og gøre borgerens rejse tilbage på arbejdsmarkedet mere målrettet og sammenhængende.

Det nyudviklede spil ’Borgerrejsen – fælles om job i fokus’ er spillet af 200 job- og virksomhedskonsulenter samt ledere i Beskæftigelsesforvaltningen i Aarhus.

Spillet spilles på førstedagen i todageskurser. Dag 1 handler om problemidentifikation og dag 2 om løsningsudvikling. Spillets styrke er, at det skaber et fælles overblik over de borgerrejser, som nogle gange varer et eller flere år. Job- og virksomhedskonsulenterne kender de lange borgerrejser, men de møder rejsen hver for sig og i bidder, og dermed fortoner det sig ofte, hvorfor borgerens samlede forløb blev, som det blev.

På kursets dag 2 udvikler deltagerne ideer til, hvordan de kan gøre borgerrejsen kortere, f.eks. hvornår trepartssamtaler giver mening, hvornår en borger bør udarbejde et CV, hvordan en opfølgning på en praktik bliver effektiv, hvordan hver enkelt aktør journaliserer og overleverer aktiviteterne, etc.

Tæt daglig samspil med BEF-forvaltningen i Aarhus har skabt det innovative rum til udvikling af spillet, som giver denne læringsmetode løftehøjde i praksis,” undertreger Niels Lykke Jensen.

Beskæftigelsesforvaltningen i Aarhus har siden 2014 været i gang med at implementere en markant strategisk omlægning til en mere virksomhedsrettet borgerindsats. Det er et led i videreudviklingen af denne strategi, at repræsentanter for alle jobcentrets driftsområder deltager i todageskurserne.

Egne cases gør spiloplevelse relevant for fagprofessionelle medarbejdere

Job- og virksomhedskonsulenterne samt ledere, samles i blandede grupper af seks personer. Hver gruppe får udleveret en skriftlig casebeskrivelse – en beskrivelse af en aktuel borgers samlede forløb i jobcentret – i anonymiseret form. Gruppen begynder med i fællesskab at kortlægge borgerens rejse – hvornår hvilke aktører har været inddraget. Dernæst bliver de bedt om at kigge på passivperioder og overlevering fra en aktør til en anden. Det giver dem et fælles overblik over borgerrejsen, og netop fordi det er en case fra egen afdeling, giver det en ahaoplevelse af, hvordan en borgerrejse bliver til. Måske vigtigst af alt, får job- og virksomhedskonsulenterne en tæt og konkret dialog om, hvordan de tænker og handler i en borgersag – og i forlængelse heraf en refleksion over, hvorfor netop denne borgerrejse blev så lang.

Da det er job- og virksomhedskonsulenterne - og deres ledere - der sammen skal gøre borgerrejsen så kort som muligt, er det afgørende, at de procedurer og værktøjer, de skal bruge, passer ind i deres hverdag. Og præcist derfor er kursets dag 2 helliget til, at de finder ideer til løsninger.

Fælles værtøjer og samme mål på vej til den virksomhedsrettede borgerrejse

Nu har repræsentanterne fra alle områderrafdelinger gennemført kursusforløbene. Aktuelt er Pluss ved at samle op på de løsningsforslag, job- og virksomhedskonsulenterne foreslår til at afkorte borgerrejsen på vej til job.

De centrale koncepter for det interne samarbejde i jobcentret indeholoder sandsynligvis:

  • Et koncept for, hvordan job- og virksomhedskonsulenter fra starten arbejder med mål for den enkelte borger, så borgerrejsen ikke bliver et resultat af en række handlinger i en proces
  • Guides til, hvordan og hvornår trepartssamtaler skal afholdes
  • Guides til, hvordan job- og virksomhedskonsulenterne fra starten får borgeren til at udfylde et CV – og inddrage CV’et i målretningen af borgerforløbet
  • Enkle modeller for at samle op på forløbenes erfaringer og fremskridt
  • Faste koncepter for, hvordan man registrerer aktiviteterne i de centrale IT-registre, så alle aktører umiddelbart kan anvende dem – undgå ’privatpraksis’
  • Koncepter for samarbejdsmodeller om overlevering af sager fra en aktør til en anden – både blandt jobcentrets aktører og de eksterne aktører.

Redskaber, koncepter og guides er udarbejdet ud fra den eksisterende praksis i Jobcenter Aarhus og på baggrund af job- og virksomhedskonsulenternes egne ideer. Det øger sandsynligheden for, at de både vil tage dem til sig og rent faktisk få glæde af dem i forhold til at gøre borgerrejsen bedre og kortere.